Nordiskt seminarium om arbetsmarknad och invandrarnas integration:

ARBETSMARKNADENS ROLL I INVANDRARNAS INTEGRATIONSPROCESS

 

Peter S. Willadsen

Landsrapport från Danmark

< tillbaka

 

1. Antal udlændinge i Danmark og andel af befolkningen

Ifølge Danmarks Statistik var der per 1. januar 2001 i alt 395.947 indvandrere og efterkommere i Danmark. Heraf kommer 292.686 fra 3. lande, det vil sige lande udenfor Norden, EU og Nordamerika. Sammenholdt med den samlede danske befolkning svarer det til en andel på 5.5%.

I bilag 1 ses aldersfordelingen for henholdsvis indvandrere og efterkommere. Det fremgår af bilaget, at indvandrere og efterkommeres aldersfordeling i væsentlig grad afviger fra den samlede befolkning. Fx er andelen af 20-50-årige markant højere blandt indvandrere end blandt hele befolkningen. Desuden viser figurerne i bilaget, at andelen af indvandrere i de unge aldersklasser er meget lille. Det skyldes, at indvandrere omfatter personer født i udlandet, hvoraf relativt få vil være kommet til Danmark allerede som børn.

Aldersfordelingen for efterkommere afviger markant fra både aldersfordelingen for befolkningen som helhed samt aldersfordelingen for indvandrere. Bilaget viser således, at efterkommere er karakteriseret ved en meget høj andel af børn og unge, mens andelene for de ældre aldersgrupper er tæt på 0. Således var over halvdelen (61 pct.) af efterkommerne under 10 år. Den store overvægt af de unge aldersgrupper skal ses i sammenhæng med, at efterkommerne omfatter personer født af forældre, som begge er udenlandske statsborgere. Ud af de 87.000 efterkommere er der ca. 13.500 efterkommere i aldersgruppen 20-64 år. Som følge af aldersfordelingen er der i Danmark således kun et meget lille antal efterkommere i arbejdsstyrken, hvilket dog vil ændre sig væsentligt i løbet af de kommende år.

 

2. Udlændinges andel af arbejdsstyrken

Den 1. januar 2000 bestod arbejdsstyrken i Danmark af 2.785.624 personer mellem 16 og 66 år. Af disse var 96.580 personer indvandrere eller efterkommere fra tredjelande og 53.915 indvandrere og efterkommere fra EU, Norden og Nordamerika.

 

Beskæftigelsesgrad og arbejdsløshed

Det fremgår af tabel 1, at der pr. 1. januar 2000 var 13.338 registrerede arbejdsløse indvandrere og efterkommere med oprindelse i tredjelande svarende til en arbejdsløshed på 14 pct. Arbejdsløsheden for denne befolkningsgruppe var dermed over tre gange større end for danskere samt indvandrere og efterkommere fra de øvrige nordiske lande, EU og Nordamerika.

Arbejdsløsheden alene giver imidlertid ikke et fuldkomment billede af de problemer, som indvandrere og efterkommere fra tredjelande har på det danske arbejdsmarked. En ret stor del af denne befolkningsgruppe indgår nemlig slet ikke i arbejdsstyrken. De fleste nyankomne udlændinge bliver ikke registreret som arbejdssøgende og indgår derfor ikke i arbejdsløshedstallet. Tilsvarende registreres en række udlændinge, der deltager i kurser o.lign. som personer udenfor arbejdsstyrken. 88.117 personer svarende til 48 pct. af indvandrere og efterkommere med oprindelse i tredjelande stod således uden for arbejdsmarkedet den 1. januar 2000. Pr. 1. januar 2000 var erhvervsfrekvensen således kun 52 pct., mens beskæftigelsesfrekvensen var 45 pct. for indvandrere og efterkommere fra tredjelande. Til sammenligning var erhvervsfrekvensen 79 pct. og beskæftigelsesfrekvensen 76 pct. for den øvrige befolkning.

Fordeling på køn og ophold i landet

Udfra tabellen kan der peges på tre tendenser. For det første har efterkommere generelt en stærkere tilknytning til arbejdsmarkedet end indvandrere. For det andet klarer særligt efterkommere fra tredjelande sig bedre end deres forældre, hvilket bl.a. skal ses i sammenhæng med indvandrere fra tredjelandes svage tilknytning til arbejdsmarkedet. Efterkommere fra tredjelande ligner med hensyn til arbejdsmarkedstilknytning mere den øvrige befolkning end deres forældre, indvandrerne fra tredjelande. For det tredje ses det, at der ikke er markante forskelle mellem kvindelige og mandlige efterkommeres tilknytning til arbejdsmarkedet. I sammenligning med indvandreres kønsmønster er det en markant udvikling, idet de kvindelige indvandrere havde en klart svagere tilknytning til arbejdsmarkedet end de mandlige indvandrere. 

Ovenstående skal dog tages med meget store forbehold, idet der kun indgår et meget lille antal efterkommere i arbejdsstyrken, og navnlig antallet af efterkommere fra tredjelande har hidtil været meget lille.

Af andre opgørelser kan det ses, at erhvervsfrekvensen for indvandrere og efterkommere fra tredjelande set over hele perioden 1990 til 2000 er faldet lidt, mens beskæftigelsesfrekvensen har været rimelig konstant. Arbejdsløsheden fra 1990 til 1995 er imidlertid steget lidt, hvorefter den siden er faldet med cirka 5 procentpoint om året.  Faldet i arbejdsløsheden de seneste 5 år kan ikke kun skyldes forbedret beskæftigelse, idet beskæftigelsesfrekvensen ikke er steget parallelt med faldet i arbejdsløsheden i samme periode.

 

3.      Branche- og erhvervsfordeling

Tabel 3: Indvandreres beskæftigelse fordelt på sektorer per 1. januar 1999.

I tabellen kan ses i hvilke sektorer, udlændinge finder beskæftigelse. Det ses bl.a., at udlændinge hovedsageligt finder beskæftigelse indenfor offentlig og personlig service, handel, håndværk m.v. og industrien. Når man sammenligner dette med den øvrige danske befolkning, er indvandrere underepræsenterede indenfor landbrug, bygning og offentlig service og overrepræsenteret indenfor handel, håndværk og særligt industri.            

Dansk Arbejdsgiverforening har i år 2000 opgjort antal beskæftigede indvandrere fra 3. lande indenfor henholdsvis den offentlige og den private sektor. Tallene viser, at andelen af beskæftigede indvandrere indenfor fremstilling og privat service ligger omkring 3,3% mod ca. 2% beskæftigede indvandrere i de offentlige erhverv. Samtidig er antallet af beskæftigede indvandrere indenfor de private erhverv siden 1994 steget fra 1,9% til 3,3% , hvorimod antallet af beskæftigede indvandrere i de offentlige erhverv har været konstant siden 1994.

Indvandrere og efterkommere er samtidig i højere grad end den øvrige befolkning beskæftiget som selvstændige. I 1992 var 12% af de beskæftigede indvandrere selvstændige, hvor andelen blandt den øvrige befolkning lå omkring 7%. Siden 1994 er den generelle andel af selvstændige i Danmark faldet, hvilket dog dækker over en vækst i antallet af selvstændige blandt indvandrere og et fald i den øvrige befolkning.

 

4. Årsager til arbejdsløsheden blandt indvandrere

Undersøgelser foretaget af Indenrigsministeriet og Dansk Arbejdsgiverforening viser, at baggrundsfaktorer som køn, uddannelse, opholdstid, oprindelse og indvandringsalder alle har betydning for integrationen på arbejdsmarkedet. Den lave beskæftigelsesfrekvens for udlændinge fra tredjelande kan således til dels forklares ud fra en række faktorer, der ofte spiller sammen.

Man kan dels pege på indvandrernes egen rolle - at integrationen på arbejdsmarkedet svækkes i det omfang, at indvandrere og efterkommere ikke har de fornødne kundskaber som fx uddannelseskvalifikationer fra hjemlandet, manglende dansk uddannelse eller dårlige sprogkundskaber.

Man kan også pege på barrierer på selve arbejdsmarkedet i form af direkte diskrimination eller i form af indirekte diskrimination, der kan skyldes usikkerhed eller tilbageholdenhed over for at ansætte personer med en anderledes baggrund. En mere strukturel faktor er det høje danske lønniveau for lavtuddannede. Lønniveauet gør, at en række jobs inden for servicebranchen og fremstilling mv. ikke findes i Danmark. Det høje lønniveau hænger også sammen med en anden barriere, nemlig at det danske arbejdsmarked er højt specialiseret og meget uddannelseskrævende.

Endelig kan man pege på udformningen af de offentlige systemer i Danmark og fx samspilsproblemer ved overgangen fra overførselsindkomst til lønnet arbejde i Danmark. Samspilsproblemerne skyldes, at kontanthjælp, friplads i daginstitution og boligstøtte mindskes ved stigende indkomst. Kombineret med stigende beskatning som følge af indkomststigning, kan gevinsten ved at komme i arbejde være meget beskeden [4] . Særligt familier med mange børn og ufaglærte, der ikke kan forvente at tjene mere end mindstelønnen, og familier i lejeboliger rammes her. Da relativt mange udlændingefamilier hører til denne gruppe, vil den manglende gevinst ved lønnet arbejde særligt gøre sig gældende for denne gruppe.

 

5. Behovet for arbejdskraft

For Danmark tegner der sig som i de fleste øvrige EU-lande et billede med en kraftig stigning i antallet af ældre - især efter 2010. Ændringerne i befolkningens alderssammensætning betyder samtidig, at der bliver færre personer i de erhvervsaktive aldre frem mod 2010. Isoleret set vil befolkningsudviklingen skønsmæssigt reducere arbejdsstyrken med 37.000 personer frem til 2010.

Ledigheden er nedbragt fra over 12 pct. af arbejdsstyrken i 1993 til nu tæt på 5 pct. Den nuværende lave ledighed betyder, at bidraget til større beskæftigelse fra yderligere ledighedsfald er begrænset. Derfor er en fortsat stigning i arbejdsstyrken den afgørende forudsætning for at kunne forene øgede ressourcer til velfærdsservice med en holdbar udvikling i de offentlige finanser.

Det er regeringens målsætning, at øge arbejdsstyrken med 85.000 frem til 2010 - og sikre, at den samlede beskæftigelse øges med 110.000. De største bidrag skal komme fra udfasningen af overgangsydelse (en nu afskaffet tilbagetrækningsydelse til ledige) og lavere tilgang til efterløn. Den udvikling følger af allerede trufne beslutninger og forstærkes med en udbygning af virksomhedernes seniorpolitik. Et yderligere stort bidrag skal komme fra færre førtidspensionister. En udvikling der skal ses i lyset af udviklingen af det rummelige arbejdsmarked, flere fleksjobs og det allerede igangværende forholdsvis store fald i tilgangen til førtidspension, jf. nedenfor. Endvidere er der forudsat et bidrag fra øvrige overførselsmodtagere og øvrige uden for arbejdsstyrken – herunder bedre integration af indvandrere.

Undersøgelser peger på, at der inden for specifikke brancher vil opstå flaskehalsproblemer, evt. særligt i udkantsområder. På det offentlige arbejdsmarked vil der ifølge regeringens skøn primært være efterspørgsel efter arbejdskraft indenfor serviceerhverv som f.eks. lærere, sygeplejersker og læger. Indenfor det private erhvervsliv forventes der mangel på faglært arbejdskraft, særligt indenfor byggefagene og efterspørgsel indenfor privat service såsom forretningsservice og  IT konsulentvirksomhed.

Overordnet er efterspørgslens altså karakteriseret ved at være rettet mod faglært og veluddannet arbejdskraft, hvorfor løsning af disse flaskehalsproblemer ikke nødvendigvis er tæt forbundet med antallet af indvandrere.

 

6. Beskæftigelsens rolle i den danske integrationspolitik

Den overordnede målsætning med den danske regerings integrationspolitik er, at indvandrere og flygtninge opnår mulighed for at deltage på lige fod med andre borgere i samfundets politiske, økonomiske, arbejdsmæssige, sociale, religiøse og kulturelle liv samt at skabe gensidig forståelse og respekt mellem indvandrere og flygtninge og landets øvrige borgere. Denne målsætning fremgår både af den danske integrationslov og af regeringens "Handlingsplan for bedre integration". Det er et vigtigt princip i velfærdspolitikken, at den enkelte skal forsørge sig selv og sin familie. Rettigheder og pligter skal føles ad, og integrationspolitikken stiller således krav til nyankomne udlændinge og til udlændinge, der har været i landet i længere tid, ligesom samfundet skal stille de nødvendige handlemuligheder til rådighed herfor.

Opnåelse af et arbejde er en indikator for en vellykket integrationspolitik og et middel til yderligere integration. Det er således afgørende for den danske regering, at udlændinge opnår fodfæste på arbejdsmarkedet. Der stilles krav om, at ledige på det danske arbejdsmarked har pligt til at udnytte sine erhvervsmuligheder og til at dygtiggøre sig med henblik på, at blive bedre kvalificeret til at indtage en plads på arbejdsmarkedet. Samtidig lægges lige så stor vægt på, at den enkelte ledige har ret til fx at få beskæftigelsesfremmende tilbud i form af uddannelse eller aktivering, der fremmer muligheden for beskæftigelse.

 

7. Arbejdsmarkedets parters rolle i integrationspolitikken

Den danske regering lægger stor vægt på, at arbejdsmarkedets parter medvirker aktivt til at integrere flygtninge og indvandrere på arbejdsmarkedet både gennem de muligheder, som det ligger i aftalesystemet og gennem parternes deltagelse i råd og udvalg som fx koordinationsudvalgene for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats, de regionale arbejdsmarkedsråd og sprogcenterrådene. Regeringen deltager på det centrale niveau i drøftelse med arbejdsmarkedets parter, herunder i det såkaldte Partsudvalg.

Både de danske arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer gør en stor indsats for at integrere flygtninge og indvandrere i det danske samfund. Dansk Arbejdsgiverforening har bl.a. udgivet rapporten "Integration og arbejdsmarkedet", der kortlægger muligheder og barrierer for integration af indvandrere på det danske arbejdsmarked. LO har bl.a. iværksat en række kampagner for at gøre arbejdsmarkedet bedre rustet til at modtage indvandrere. Begge parter sidder endvidere i det danske "Nævnet for Etnisk Ligestilling", der er et rådgivende organ for den danske regering, ministerier, Folketinget, organisationer, virksomheder m.fl.

DA og LO havde i 1999 Stafetten mod racisme, som uddeles af Nævnet for Etnisk Ligestilling. Ved at tage imod stafetten forpligtede LO og DA sig til at gøre en særlig indsats for etnisk ligestilling på arbejdsmarkedet. Et første konkret skridt i 1999 blev taget, da DA og LO blev enige om at udvide den fælles samarbejdsaftale til også at omfatte ligestilling mellem danskere og indvandrere på arbejdsmarkedet. DA’s og LO’s initiativer resten af 1999 foregik på arbejdspladserne, hvor bl.a. tillidsmænd og lokale arbejdsgiver-repræsentanter skal oplyses om etnisk ligestilling.

8. Etnisk diskrimination

Der foreligger endnu ganske få undersøgelser af, i hvilket omfang der finder diskrimination sted i Danmark. Analyser af diskrimination vanskeliggøres endvidere af, at det kan være svært præcist at måle, hvornår der finder diskrimination sted. Undersøgelser peger dog på,

·        at udlændinge på erhvervsskoleområdet har vanskeligere ved at få en praktikplads,

·        at personer med udenlandsk oprindelse i et vist omfang føler sig diskrimineret på arbjedsmarkedet, på gaden, i fritiden og i lokalsamfundet og at udlændinge med forskellig nationalitetsbaggrund oplever diskrimination i forskelligt omfang, fx oplever somaliere i langt højere grad end bosniere diskrimination og

·        at arbejdsgiverne selv mener, at der foregår forskelsbehandling.

Undervisningsministeriet har som led i "Rapport om praktikpladssituationen" fra januar 2000 kortlagt de praktiksøgende unges baggrund. Tallene viser, at der er en markant overrepræsentation af indvandrere/efterkommere blandt de praktiksøgende (personer der søger praktikplads, men ikke har fået aftale herom). I rapporten "Praktikpladssitiationen for etniske minoriteter" (Nævnet for Etnisk Ligestilling 1996) konkluderes det blandt andet, at arbejdsgiverne ikke mener, at de unge med anden etnisk baggrund mangler faglige kvalifikationer eller sprogkundskaber. Arbejdsgiverne frygter i højere grad, at de unge ikke vil passe ind på arbejdspladsen. Det er afgørende for ansættelse, at ansøgeren "passer ind" i arbejdspladsens stil og jargon. Forventningerne om, at det kan give problemer - sproglige eller kulturelle - på arbejdspladsen betyder endvidere, at en del ansøgere sorteres fra i ansøgningsbunken alene på grund af deres navn.

Forskerne Lise Togeby og Birgit Møller gennemførte i 1999 undersøgelsen "Oplevet diskrimination". Undersøgelsen viste, at en del af de adspurgte havde oplevet diskrimination på arbejdsmarkedet og i forretninger, på gaden eller i offentlige transportmidler og ved besøg på diskoteker.  Samtidig var der stor forskel mellem omfanget af den diskrimination, som de forskellige nationalitetsgrupper oplevede. Fx havde 26% af tyrkerne oplevet diskrimination på arbejdsmarkedet mod 10% af bosnierne, og 41% af tyrkerne havde oplevet at blive nægtet adgang til et diskotek mod 14% af bosnierne. Generelt har somaliere og libanesere/palæstinensere oplevet mere diskrimination end de øvrige nationaliteter.

Rockwool Fonden har i "Mislykket integration" fra 2000 også undersøgt den oplevede diskrimination ved jobsøgning. Her er i alt interviewet 1.938 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, som indenfor de sidste fem år har søgt job. Rapporten slår fast, at i alt 39% af de jobsøgende har oplevet diskrimination. 24% er sikre på, at de har oplevet diskrimination, og 15% har mistanke om, at de er blevet udsat for diskrimination. Flest blandt jobsøgende mænd, nemlig 43% har følt sig diskrimineret ved jobsøgning, mod 34% af de jobsøgende kvinder. Endelig viser tallene en sikker statistisk tilbøjelighed til, at flere ikke-beskæftigede end beskæftigede har oplevet diskrimination. Rockwool Fondens undersøgelse underbygger således de tal, som Togeby og Møller fandt i deres undersøgelse.

Børsens Nyhedsmagasin gennemførte i 2000 en interviewundersøgelse blandt 200 personalechefer i større danske virksomheder. Spurgt til deres egen ansættelsespolitik svarer 97% af virksomhederne, at deres politik altid er at ansætte den bedst kvalificerede uanset etnisk herkomst, og kun 8 % svarer, at de har frasorteret ansøgere med et fremmedklingende navn. Derimod har kun 12% formuleret en etnisk personalepolitik. Virksomhederne bliver endvidere spurgt, hvilke barrierer de selv vurderer, der  er størst for at ansætte udlændinge, hvortil virksomhederne svarer sproget, vanskeligheder ved at vurdere udlændinges uddannelseskvalifikationer og udlændinges fremmedartede vaner. Det fremgår også af undersøgelsen, at virksomhederne generelt vurderer andre virksomheder mere pessimistisk, idet kun 47% oplever barrierer i egen virksomhed, mens 76% tror, at der er generelle barrierer i andre virksomheder.

 

9. Statslige initiativer mod etnisk diskrimination på arbejdsmarkedet

Der er siden 1997 igangsat en række initiativer i staten for at sikre etnisk ligestilling og integration af etniske minoriteter på de statslige arbejdspladser. Blandt andet iværksatte Finansministeriet og CFU i 1999 en handlingsplan for integration af etniske minoriteter på det statslige arbejdsmarked for at styrke arbejdet med etnisk ligestilling. I handlingsplanen forpligtigede Finansministeriet sig bl.a. til at udsende et cirkulære om formulering af stillingsannoncer, at indføre en pulje til tilskud til jobrelateret danskundervisning og at ansætte en etnisk kampagneleder. Finansministeriet og CFU forpligtede sig endvidere til i fællesskab at starte en holdningsbearbejdende og oplysende kampagne med det formål, at øge andelen af etniske minoriteter blandt de statsansatte.

Ved indgangen til 2001 er en række af de oprindelige aktiviteter og tiltag i handlingsplanen opfyldt. Finansministeriet og CFU har derfor iværksat en revideret handlingsplan for integration af etniske minoriteter på statens arbejdspladser. I handlingsplanen indgår bl.a., at Finansministeriet overvåger og effektvurderer løbende integrationsindsatsen i staten, udsender brev til samtlige ministerier med en anbefaling om at etablere handlingsplaner for arbejdet med etnisk ligestilling i institutionerne, stiller en konsulent til rådighed for statens institutioner som rådgiver og inspirerer til ligestillingsarbejdet og at Finansmininsteriet målretter den generelle informationsindsats i 2001 mod at informere om de initiativer, der allerede er taget på området (bl.a. puljen til støtte til jobrelateret danskundervisning). Finansministeriet vil endelig i samarbejde med de statslige arbejdsgiverorganisationer i Sverige og Norge iværksætte en mindre undersøgelse af erfaringer med mangfoldighedsledelse på udvalgte statslige arbejdspladser i de tre lande.

 

^ upp